Profil, Jesper Østergaard

Mit navn er Jesper Østergaard og jeg er i dag ejer af DanVaerk Aps og har, efter en lang karriere på 20 år som selvstændig med opbygning af internationale virksomheder inden for kontormøbler og andre beslægtede produktkategorier, valgt at gå nye veje og fokusere på international sourcing samt at arbejde med investeringer i relationer, produkter og produktionsselskaber.

Jeg er født og opvokset på en gård i Vestjylland.

Efter endt gymnasietid flyttede jeg til Odense, hvor jeg i 1995 dimitterede fra Odense Teknikum som maskiningeniør. Med uddannelsen i bagagen kom første ansættelse i hus. VELUX A/S i Skjern blev arbejdsgiveren med en ansættelse på 5 år. Først med konstruktion og projektledelse i afdelingen for tilbehør. Senere som ansvarlig for en central indkøbsafdeling. Sideløbende tog jeg en uddannelse i HD i afsætning. VELUX A/S har en meget stærk kultur og værdigrundlag. Det betød, at de 5 år blev en grundig indlæring i kultur og værdiforståelse og derfor mere end blot et arbejde.

I år 2000 valgte jeg sammen med 2 kompagnoner at starte ConSet A/S. Over de næste 20 år udviklede ConSet A/S sig til at være en seriøs aktør indenfor hæve-sænke bords markedet i hele verden med produktion i flere lande og egne salgskontorer i bl.a. Tyskland, Australien og USA.

Mine primære ansvarsområder I virksomhederne:

Konstruktion og design var en af hjørnestenene i mit arbejde. I samarbejde med interne og eksterne ressourcer blev der designet nye produkter. Dette værende nye produkter, afledte produkter for de enkelte salgsselskaber samt kvalitets- og prisoptimeringer.

Udvikling af kvalitetsstyringsredskaber og sikring af 3. parts godkendelser håndterede jeg også som en del af arbejdet med produkterne og produkternes implementering.

Fremskaffelse fyldte relativt meget i mit arbejde og derfor er min kompetence inden for det forretningsområde bred og dyb. I hele perioden rejste jeg meget i primært Kina, men også i Østeuropa og andre lande for at source, sætte produktion op af nye produkter og for at arbejde med relationerne og videreudvikling af hele fremskaffelses setuppet.

Kendskabet til Kina og relationerne til netværket i Kina er stærkt efter 20 års intensivt arbejde tillagt en udstationering i landet.

Teknisk salg med primært udenlandske key accounts. Sparring fra den spæde produktide, over konstruktion og produktionssetup til distribution af færdige knock-down produkter, har givet mig en dyb forståelse for supply chain og givet mig evnen til at gennemskue komplekse forsyningskæder.

Messer har været en fast del af årshjulet i virksomheden med messer i bl.a. Kina, Tyskland og USA. Jeg har styret opbygning af messestandene og deltaget i salgsarbejdet. Derfor har jeg opnået stor viden om afvikling af messer og de virkemidler, som er i spil i forbindelse med store internationale messer.

Ledelse har med titel ”ejerleder” været med på hele rejsen. Dette være sig årssamtaler og lønforhandlinger, men primært ledelse på mere strategisk niveau.

Bestyrelsesarbejde i både indenlandske og udenlandske selskaber har givet en bred viden om bestyrelsesarbejdet og det ansvar, som ligger i at sidde i bestyrelser. I ConSet A/S har jeg siddet som bestyrelsesformand i alle 20 år.

I årene 2000 – 2020 involverede jeg mig i andre brancher uden for ConSet A/S og har derfor en stor generel virksomhedsforståelse indenfor især produktionsvirksomheder. Her kan nævnes:

NIPPON A/S – produktion og salg af futon sengerammer og madrasser med egen produktion i Danmark og Polen og salg i hele Europa.

VENSET A/S – produktion og salg af el mekaniske TV og AV beslag med egen produktion i Kina og salg i hele verden.

Rank Steel A/S – produktion og salg af stålspær i Danmark og egen produktion i Danmark og Kina.

RasNic2020 – ejendomsinvesteringer.

20 års arbejde som ejerleder i et internationalt miljø har givet mig en dyb og bred forretningsforståelse. Dette værende sig på det strategiske plan såvel som det operationelle plan.

Jesper Østergaard
Jesper Østergaard, ejer af DanVaerk

Find flere billeder og fotos her

På det menneskelige plan har jeg mit fokus på:

Robusthed
Jeg vil arbejde dedikeret og med robusthed.

Ordentlighed
I alle relationer vil jeg agere med ordentlighed.

Troværdighed
Jeg vil fremstå troværdig og gennem mine handlinger vise at man kan stole på mig.

Seriøsitet
Jeg vil ikke spilde egen og andres tid.

Respekt
Jeg vil respektere at vi alle har forskellige forudsætninger og jeg vil drage fordelene af mangfoldigheden.

Punktlighed
Jeg vil holde mig selv op på egne og andres aftaler.